Nye regler for cykelmedtagning fra 1. juli 2022
Fra den 1. juli kommer der ændringer til reglerne for medtagning af cykler i bus, tog og metro.
Cykel i fjern- og regionaltog
Du skal købe en cykelpladsbillet til din cykel, hvis du vil have din cykel med i DSB InterCity-, InterCityLyn-, Lyn+ og regionaltog.
Cykelpladsbilletten koster 20 kr. og dækker både cyklens rejse samt sikrer en plads til den, uanset hvor langt du rejser.
Den kan købes i DSB app, i billetautomaterne på stationen, i DSB 7-eleven eller DSB Salg og Service.
Læs mere på www.dsb.dk/find-produkter-og-services/cykelbillet/nyt-om-cykelbillet/
Cykel i bus og lokaltog
I en forsøgsperiode fra 1. juli 2022 til 30. juni 2023 bliver det gratis at tage din cykel med i alle Movias busser og i alle Lokaltog.
Begrænsningerne for cykelmedtagning er uændrede: I nogle busser må du ikke medbringe en cykel i myldretiden eller natten til lørdag og søndag, og cyklen kan ikke medbringes i minibusser - læs reglerne for cykler her
Cykel i Metroen
Du skal købe en cykelbillet til Metroen.
Cykelbillet Metro koster 14 kr. og kan købes i DOT Billetter app, i billetautomaterne på metrostationen, som SMS-billet eller på dit rejsekort.
Husk at du ikke må have cyklen med i Metroen i hverdagene mellem kl. 7.00 og 9.00 og kl. 15.30 og 17.30.
Cykel i S-tog
Det er fortsat gratis at medbringe cykel i S-toget, og det kræver derfor ikke en cykelpladsbillet.
Cykel i Øresundstog
Det er gratis at medtage cykel lokalt på strækningen Østerport - Københavns Lufthavn i de tog, der passerer Øresund og indgår i Øresundstrafikken. Det gælder altså så længe du rejser på den danske side.
Det er dog ikke muligt at reservere plads til din cykel i disse tog.