17. januar 2024

Priserne for billetter og kort ændres søndag den 21. januar 2024

Søndag den 21. januar 2024 justeres priserne i den offentlige transport. Det sker hvert år den tredje søndag i januar. I år betyder det, at nogle rejser bliver billigere. Det gælder for eksempel enkeltbilletter. Andre bliver dyrere. Det gælder for eksempel de fleste rejser på rejsekort samt korte og mellemlange rejser på pendlerkort. Prisen på pendlerkort til lange rejser bliver ikke dyrere. I gennemsnit stiger priserne med 10,3% i januar 2024. Her kan du se, hvad din billet eller dit månedskort kommer til at koste fra den 21. januar 2024. Måske kan det betale sig at skifte fra rejsekort til pendlerkort?
Børn i bus

Sådan påvirkes priserne fra den 21. januar 2024

Enkeltbilletter

De nye priser betyder, at dig, der rejser på enkeltbilletter, får en lavere pris, hvis du rejser længere end fire zoner. Den gennemsnitlige prisnedsættelse for enkeltbilletter vil være på ca. 0,9 pct. Eksempelvis bliver en seks-zoners enkeltbillet seks kr. billigere, når prisen falder fra 54 kr. til 48 kr. Mens prisen for en længere rejse på enkeltbillet (herunder sms-billetter) på f.eks. 15 zoner falder med 12 kr. fra 116 kr. til 104kr.

Rejsekort

Dig, der bruger et almindeligt rejsekort til din rejse, får en gennemsnitlig prisstigning på 12,8 pct. Det betyder f.eks., at en to-zoners rejse på rejsekort procentvis stiger mest med 2,50kroner til 20,50 kr. – altså 13,9 procent. Mens en længere rejsekortrejse på f.eks. 12 zoner stiger med 2,50 kr. til 82 kr.

Pendlerkort

Dig, der rejser på pendlerkort på kortere rejser op til 15 zoner, får prisstigninger fra 1,2 til 13,8 pct. Her stiger et to-zoners pendlerkort med 60 kr. om måneden til 510 kr., og et otte-zoners pendlerkort fra eksempelvis Roskilde til København H stiger med 60 kr. til 1.410 kr. pr. måned. Til gengæld kan alle kunder med pendlerkort til længere end femten zoner se frem til, at priserne holdes i ro den 21. januar.

Pensionistkort

Dig, der rejser på pensionistkort, får en prisstigning på mellem 10,4 og 10,8 pct. Prisen for et tre-zoners kort med tre måneders gyldighed stiger således i alt 70 kr., svarende til 23,33 kr. om måneden. Mens et pensionistkort til 1 storzone stiger med 100kr. for tre måneder, svarende til 33,33 kr. pr. måned.

Tillæg til metro

Tillæg til metro stiger, da dette tillæg også skal korrigeres for inflation. Tillægget vil derfor stige til 1,75 kr. for en rejse på rejsekort, samt 70 kr. på et 30 dages pendlerkort og 60 kr. på et Pendler20-kort. For pensionistkort med tre måneders gyldighed stiger tillægget til 85 kr.

Hvem beslutter, hvad prisen skal være?

Det er Trafikstyrelsen, der hvert år fastsætter loftet for, hvor meget priserne i den offentlige transport i gennemsnit må stige. Det gør de ud fra et særligt indeks, der afspejler omkostningsudviklingen i sektoren. For næste år (2024) har trafikstyrelsen beregnet at loftet skal være 10,3 pct. Trafikselskaberne beslutter hvordan stigningen bliver fordelt ud over de forskellige billettyper, men skal sørge for at priserne ikke stiger mere end 10,3 pct. i gennemsnit.

Det skal være enkelt at købe en billet

I forbindelse med at priserne reguleres benytter trafikselskaberne muligheden for at gøre forskellen på en enkeltbillet og en billet købt med rejsekort mindre. Det skal bidrage til at gøre det nemmere at være kunde i den offentlige transport. I dag er den gennemsnitlige prisforskel mellem enkeltbilletter og rejsekort ca. 22 pct. Fra næste år reduceres prisforskellen til 1-15 pct. I takt med at prisforskellen mindskes mellem de to billettyper kommer kunderne fremover til at opleve mere ensartede priser uanset, hvor man køber sin billet.

Spørgsmål og svar om prisændringerne

Hvorfor stiger prisen på rejser i den offentlige transport i 2024? Der har indenfor de seneste år har været stigende drifts-, og energiomkostninger i hele samfundet og dermed også i den kollektive transport. Hvem bestemmer, hvor meget priserne må stige? Trafikstyrelsen fastsætter hvert år et loft for, hvor meget priserne må stige i den offentlige transport. Det loft bliver sat ud fra et indeks, der afspejler, hvordan udviklingen af omkostninger har været for sektoren de forrige år. Dette års stigninger sker på baggrund af omkostningsniveauet i 2022, der var stærkt præget af højere udgifter til brændstof og høj inflation. Hvordan kan trafikselskaberne lade priserne stige, når der samtidig er ønske om, at folk benytter den kollektive trafik? Der er behov for flere indtægter for fortsat at have en god og sammenhængende service. Kollektiv transport er fortsat konkurrencedygtig i f.eks. pris, komfort eller rejsetid for mange kunder. I sætter for andet år i træk priserne op på korte rejsekortrejser og sænker samtidig priserne på enkeltbilletter – hvorfor? Trafikselskaberne ønsker at gøre det mere enkelt at finde den rette billet, og derfor bliver prisforskellen mellem Rejsekort og enkeltbilletter mindre fra d. 21. januar 2024. I oplyser, at pensionisterne får en større rabat på rejser på Rejsekort til maj 2024 – hvorfor ikke nu i januar 2024? Rabatten for pensionister, der rejser på Rejsekort, kommer i kølvandet af Takst Sjælland og Pensionistreformen, hvor det blev besluttet at øge rabatten for pensionister i maj 2024 fra 25 til 30 pct.