Børn og barnevogne

Vilkår for børne- og barnevognsbilletter

Billetter og kort til børn

Børn betaler ca. halv pris, når de rejser på billet. To børn der rejser sammen skal have hver sin billet, dvs. de kan ikke rejse sammen på én voksenbillet. Et barn mellem 12 og 16 år, kan dog tage et barn under 12 år med på sin billet. Børnebilletter kan købes i alle salgskanaler,

Børn, der er fyldt 16 år, betaler voksenpris.

Børn under 12 år

Et barn under 12 år betaler børnepris, når det rejser alene, og kan gratis tage et barn under 12 år med. To børn under 12 år kan rejse gratis, når de følges med en voksen med gyldig billet eller kort.

Børn over 12 år, men under 16 år

Et barn under 16 år betaler børnepris og kan gratis tage et barn under 12 år med.

Børnebilletter følger de samme bestemmelser, som er beskrevet tidligere for henholdsvis billetter til korte og lange rejser. 

Barnevogne og klapvogne

Du kan gratis tage barnevogne, klapvogne og løbevogne med i bus, tog og metro, så længe pladsforholdene er til det, og så længe vognene anvendes til transport af børn. Det er altid personalet, der vurderer, om der er plads, og personalets anvisninger skal følges. Hjulene skal kunne låses.

I toget

I InterCityLyn, InterCity og InterRegional skal der altid reserveres plads. Pladsbillet er gratis. I disse tog kan det være nødvendigt at sammenklappe barnevogne med bredde på over 76 cm. 

I busser

I busser kan der højst være to enheder, med mindre andet er angivet. En enhed er en kørestol, barnevogn eller cykel. Vognen skal stå i kørselsretningen og være bremset. Barnet kan sidde i barnevognen, så længe det er fastspændt og under opsyn. Der må ikke sidde flere børn i vognen, end den er beregnet til. 

I metroen

I metroen er der flexområder (områderne med klapsæder), som er forbeholdt passagerer med barnevogne, kørestolsbrugere og passagerer med stor bagage.

Rejser du med en større gruppe børn, kan du via perronens gule opkaldspunkter komme i kontakt med metroens kontrolrum. Du kan fortælle, hvor I befinder jer, hvilket tog I skal med, og hvor mange børn du rejser med. Kontrolrummet vil så sørge for, at dørene holdes åbne, til alle børn er inde i toget. I toget kan du enten henvende dig til en Metro Steward eller bruge det gule opkaldspunkt til at kontakte kontrolrummet for at sige, hvor I skal af, så I er sikre på at komme af toget på en god måde.