Øvrige emner

Har du modtaget en kontrolafgift i en af Movias busser og mener du, at den er udstedt på et forkert grundlag, kan du gøre indsigelse mod kontrolafgiften.

Ofte stillede spørgsmål
Kan jeg få afgiften nedsat?

Kontrolafgiften er ens for alle og kan ikke nedsættes, selvom du er studerende, lærling, kontanthjælpsmodtager eller pensionist.

Kunder, der har et gyldigt personligt pendlerkort – herunder pendlerkort på rejsekort – men ikke kan forevise det ved kontrol, kan få kontrolafgiften nedskrevet til 125 kr. Der kræves herfor at kopi af pendlerkortet/periodekortet eller rejsekortnummeret fremsendes senest 14 dage efter kontrolafgiftens udstedelse.

Andre typer af billetter – herunder almindelige rejsekort – kan ikke efterfølgende indsendes som dokumentation, da de ikke er personlige og kan overdrages til andre.

Hvordan betaler jeg afgiften?

I fakturaens højre side står der angivet en FIK-kode (+71 < XXXXXXXXXXXXXXX+80456859), som du skal benytte til at betale din kontrolafgift via din bank eller netbank.

Du kan også betale din kontrolafgift med MobilePay eller betalingskort på Movias betalingsside.

Vær opmærksom på, at det er ikke muligt at indgå en afdragsordning med Movia om betaling af kontrolafgifter.

Hvordan klager jeg over Movias afgørelse?

Hvis du har modtaget svar på din klage fra Movia og er du utilfreds med afgørelsen, kan du kontakte Ankenævnet for Bus, Tog og Metro. Klagen skal indgives elektronisk via deres hjemmeside, og ankenævnet opkræver et gebyr for at behandle en klage. Hvis du får medhold i din sag, tilbagebetales gebyret. Før du klager, kan du læse tidligere afgørelser fra ankenævnet her. Måske er der truffet afgørelse i en sag, der ligner din. På den måde kan du få en idé om din mulighed for at få medhold i en eventuel klage.

Ankenævnet for Bus, Tog og Metro
Vesterbrogade 149
1620 København V
Tlf. 88 88 82 16
www.abtm.dk

Nytter det at klage?

I henhold til rejsereglerne er det dit ansvar som kunde, at have en gyldig billet eller gyldigt kort. Ligeledes skal du kunne fremvise din rejsehjemmel til kontrolløren på forlangende.

Er dette ikke tilfældet, skal du betale kontrolafgiften. Dog kan kontrolafgiften sættes ned, hvis du har et gyldigt personligt pendlerkort og såfremt du indsender dokumentation for dette, senest 14 dage efter kontrolafgiftens udstedelse.

Bemærk venligst, at Movias personale ikke har nogen mulighed for at forholde sig til, om den manglende rejsehjemmel skyldes forsøg på bevidst snyd, misforståelser, forglemmelser eller andet. Vi forholder os til, hvorvidt der kan fremvises gyldigt billet/kort eller ej.

Hvad sker der, hvis jeg ikke betaler min kontrolafgift?

Hvis kontrolafgiften ikke bliver betalt, eller der ikke bliver klaget inden 14 dage, vil vi starte et rykkerforløb.

Vi sender normalt op til 2 rykkerbreve, og der pålægges 100 kr. i rykkergebyr pr. brev. Bliver kontrolafgiften og påførte rykkergebyrer stadig ikke betalt, vil gælden uden yderligere varsel blive overgivet til inddrivelse hos SKAT/Gældsstyrelsen. Dette vil medføre yderligere omkostninger til SKAT/Gældsstyrelsen, som du også skal betale.

Fik du ikke svar på dit spørgsmål?

Skriv til os