Metroens M3 Cityringen lukker i to uger i januar - sådan gør du

Metroens M3 Cityringen lukker ned for passagerdriften natten til den 12. til og med 26. januar. I stedet indsættes metrobusser, der dækker det meste af M3 Cityringens rute. Få al informationen om, hvordan du som passager kommer godt frem.

M3 erstattes af metrobusser illustration

Hovedstadens beboere og besøgende har taget Metroens nye M3 Cityringen til sig, og cirka en million passagerer bruger linje M3 om ugen. For alle dem er der desværre dårligt nyt. I hvert fald for en periode på to uger fra søndag d. 12. januar til søndag d. 26. januar 2020. Det skyldes testkørsler på den kommende metrolinje M4, som skal gennemføres for at opnå tilladelse til at køre med passagerer.

Efter planen får hovedstaden endnu en metrolinje, M4, i foråret 2020. Linjen kører fra København H i samme spor som M3 Cityringen til Østerport, hvorefter den drejer af til to nye stationer, henholdsvis Nordhavn Station og højbanestationen Orientkaj. Der udføres i øjeblikket testkørsler på den ydre del af linjen, men for at kunne opnå tilladelse til passagerdrift er det nødvendigt at gennemføre test på hele linjen. Dette vil påvirke driften på M3 Cityringen.

Sådan skal passagererne forholde sig

I de to uger M3 er lukket ned, skal passagererne finde nye måder at komme frem på. Metroselskabet har planlagt en supplerende metrobusdrift, som sættes ind, når kunderne ikke kan bruge M3. Det vil således på 14 ud af 17 stationer på M3 være muligt at tage en metrobus, som kører ca. hvert 4. minut i myldretiden i begge retninger på de centrale strækninger af Cityringen.

På stationerne Aksel Møllers Have, Nørrebro og Skjolds Plads er der ikke metrobusser, men almindelige Movia-busser og S-tog. Tjek altid Rejseplanen.dk for den hurtigste vej.

Der vil være ekstra personale ved stationerne til at hjælpe kunderne på vej.

 

Metrobussernes ruter og afgangstider

Illustration: metrobusser linje 111M og linje 222M kører stort set langs M3s rute i hver sin retning.

Linje 111M:

Kl. 06-18: Ca. hvert 7. minut
Kl. 18-00: Ca. hvert 10. minut
Kl. 00-06: Ca. hver halve time

Linje 222M:

Kl. 06-18: Ca. hvert 7. minut
Kl. 18-00: Ca. hvert 10. minut
Kl. 00-06: Ca. hver halve time

 

Illustration: Metrobus linje 444M kører på den centrale del af M3 Cityringen.

Linje 444M:

Kl. 06-09: Ca. hvert 8. minut
Kl. 14-18: Ca. hvert 8. minut 


 

 

Kundernes ofte stillede spørgsmål
Gælder tillægget på metrorejser, mens M3 Cityringen er lukket?

Ja, du skal stadig betale tillæg for metrorejser. Tillægget betales for rejser i metroen, så når du kører med M1/M2 i perioden skal du også betale tillæg. Rejser med metrobusser er ikke omfattet af tillægget.

Hvorfor skal jeg betale tillæg for metrorejser under lukningen?

Tillæg for metrorejser gælder for alle metrolinjer – ikke kun M3. Du skal derfor fortsat betale tillæg for metrorejser i M1/M2.

Jeg har pendlerkort til metroen, men bruger normalt kun M3. Hvorfor skal jeg betale tillæg for metrorejser alligevel?

Når du skal forny dit pendlerkort, kan du altid fravælge metrorejser. Du kan også vælge at få refunderet dit pendlerkort inkl. gyldighed i metroen, hvis du ønsker det. Du kan læse mere om mulighederne for refusion her

Hvordan fravælger jeg metrotillæg på mit pendlerkort, når M3 er lukket?

Når du skal forny dit pendlerkort, kan du fravælge metrorejser vha. selvbetjening på rejsekort.dk, DSB app eller i DOT app afhængig af, hvor du har valgt at købe dit pendlerkort.

Hvis du skal rejse mere end 7 rejser med metro på en måned kan det ikke betale sig at fravælge metro på pendlerkort og i stedet købe tillægsbilletter.

Kan jeg bruge mit Rejsekort i Metrobusserne?

Ja, der er check ind og ud-standere i alle metrobusserne. Der bliver ikke trukket tillæg for metrorejser.

Hvordan tanker jeg mit Rejsekort op, når M3s stationer er lukkede?

Du kan tanke dit rejsekort op på alle M1-M2 stationer og S-togstationer. På M3 Cityringens rute er det således muligt at tanke op på Kongens Nytorv, Frederiksberg, Østerport, København H og Nørrebro. Det er ikke muligt at tanke Rejsekort op i busser.

Kommer busserne til at køre som før Nyt Bynet?

Nej, alle de almindelige busser vil køre efter Nyt Bynet, som de plejer. Men der vil i perioden, hvor M3 er lukket ned, blive indsat supplerende busser, som dækker det meste af M3’s linjeføring. Kunder, der skal rejse med M3, kan således benytte en metrobus i stedet.

Kører metrobusserne ligesom M3?

Metrobusserne vil betjene de fleste af stationerne på M3 (14 ud af 17). Dog vil stationerne Aksel Møllers Have, Skjolds Plads og Nørrebro kun være dækket af de almindelige busser og tog.

Busserne kører hvert 7.-8. minut i myldretiden, og på den centrale strækning mellem Østerport og København H giver det en frekvens i på ca. 4 minutter, fordi der kører to metrobuslinjer. Men kunder skal forvente længere rejsetid med metrobusserne end de er vant til med M3.

Hvorfor kører busserne ikke hele M3s rute?

Metrobusserne kører stort set hele M3s rute, men årsagen til, at de tre stationer Aksel Møllers Have, Nørrebro og Skjolds Plads ikke dækkes helt skyldes, at stationerne i dag har god dækning med det almindelige busnet. Desuden er Nørrebro f.eks. også dække af S-tog. Metroselskabet har derfor valgt en effektiv rute for de ekstra metrobusser for de øvrige metrostationer.

Hvor kan jeg finde ud af hvor og hvornår busserne kører?

Rejseplanen er opdateret med metrobusserne, så du kan søge din alternative rejser frem i Rejseplanen.

Hvornår begynder metrobusserne at køre?

Metrobusserne begynder at køre natten mellem lørdag og søndag kl. 00.00 fra Vibenshus Runddel i begge retninger.

Holder bussen lige ved metrostationen?

Som udgangspunkt vil metrobusserne holde lige ved metrostationerne (på nær ved Aksel Møllers Have, Skjolds Plads og Nørrebro). Der vil blive opsat skilte ved hovedtrappen på hver metrostation med et kort, der viser, hvor busserne holder.

Den mindst ringe løsning

De nødvendige test på M4 omfatter omstilling af de store, komplicerede softwaresystemer, der styrer den fuldautomatiske togdrift, og som er afgørende for passagerernes sikkerhed. Af den grund er disse systemer fulgt af intensive sikkerhedsforanstaltninger.

Omstillingen mellem det nuværende styresystem på M3 og det nye, hvor M3 og M4 fletter ind i hinanden med henblik på gennemførelse af de krævede tests, vil derfor være tidskrævende, og den oprindelige løsning, hvor M3 kun ville være lukket om aftenen/natten og i weekender ville trække ud i mindst seks uger og være forbundet med høj risiko for, at M3 ikke åbner til morgenmyldretiden.
Derfor er valget faldet på en løsning, der skaber sikkerhed for, at metroen kører stabilt, når den kører.

Læs mere om baggrunden for lukningen på Metroselskabets hjemmeside

Se, hvor metrobussen holder på din station