Alle-zoners-princippet

I mange år har kunder i Hovedstadsområdet haft fordel af princippet om, at man maksimalt skal betale for ni zoner, selvom man rejser meget længere (alle-zoners-princippet). Den fordel kan ikke opretholdes, når Sjælland bliver et sammenhængende prisområde, for så ville man kunne rejse de 28 zoner fra Helsingør til Nakskov for ni zoners pris. Fremover vil der være sammenhæng mellem rejsens længde og pris. Det vil sige jo længere rejse jo højere pris. Det bliver derfor dyrere at rejse langt i Hovedstadsområdet både for pendlere og fritidsrejsende. Til gengæld bliver det billigere at pendle ind mod København fra Syd- og Vestsjælland, Lolland og Falster.

Det har ligget parterne bag reformen på sinde at reducere prisstigningen for pendlerne i Hovedstadsområdet mest muligt. Pendlerne på de lange rejser (10-14 zoner) fra Nordsjælland til København får prisstigninger. Det gør de rejsende fra Stevns til København også. Fra Helsingør stiger prisen for et pendlerkort med 5 kr. om dagen og fra Hundested med 11 kr. om dagen. Fra Stevns til København stiger prisen med 33 kr. om dagen.
De lange lejlighedsvise rejser berøres også. Fritidsrejsende får rabat ved brug af rejsekort fremfor ved køb af enkeltbillet. Rabatten opnås på uden for myldretiden og på lørdage/søndage/helligdage. Fra København til Helsingør stiger rejsekortprisen derfor fra 49 til 65 kr. og til Hundested til 73 kr.